Velkommen til
MC Custom Forever

Vi er en ny-startet mc klub (forår 2020), der er etableret i det Østjyske. Vores fælles grundlag er, at vi alle kører mc custom og har en fælles  interesse i oplevelsesrige mc-ture, baseret på en tilbagelænet og afslappet kørestil – samtidigt med, at vi vægter det sociale og kulturelle fællesskab højt.

Som navnet indikerer, er vi en rendyrket mc custom klub, og vi optager derfor alene medlemmer, der kører mc custom.

For hver mc-sæson arrangerer vi nogle heldagsture og også et par længerevarende ture med én eller flere overnatninger. Sidst nævnte ture kan finde sted i DK eller gå til udlandet. Vore ture udmærker sig ved, at de i reglen har en indbygget kulturel oplevelse, så vi på én gang får en sansemættet mc-tur og lidt kræs til eftertanken. Herudover arrangerer vi løbende kortere og mere spontane ture; bestemt af vejret og gode initiativer.

Vores sociale liv bygger på den fælles interesse omkring mcérne og det opbyggelige fællesskab med plads til den gode snak og et godt grin, til tider understøttet af en grillfest/middag med et godt glas vin og/eller fadøl til. Vi er til hygge, men ikke til druk og vilde fester.

Vi fungerer uden klubhus, til gengæld har vi en lav årskontingent, p. t. blot 150 kr. Udover hjemmesiden som fælles platform kommunikerer vi med hinanden gennem en fælles gruppe på WhatsApp og på mail.  

Mere om vores fælles grundlag fremgår af vedtægterne. Se dem.

Vi optager max. 20 medlemmer i klubben – og vi har p. t. plads til nye medlemmer.

Kunne du være interesseret i at være med og/eller måske har behov for yderligere oplysninger, så henvend dig via Kontakt-menuen i boksen her på siden.